500 mio på den flade hånd.

DF hævder at kunne spare 500 mio på at nedlægge 'det fordyrende led', regionerne.

Ifølge Deloitte, skulle DF og de Konservative – nu også Venstre – kunne hente deres 500 mio på Christiansborg! Det forudsætter bare at staten er ligeså administrativt effektiv som regionerne! Omvendt skulle regionerne ansætte 1000 administrative medarbejdere for at komme på omgangshøjde med staten!

Men nu skal vi jo ikke blive demagogiske – de administrative udgifter afhænger jo også af opgavernes art og omfang.

VKO vil hente massive administrationsbesparelser ved at nedlægge regionerne. Nu er det bare sådan at det er svært at hente effektiviseringsgevinster i et effektivt system (4,4% af de samlede sundhedsudgifter). Det ligger heller ikke på den flade hånd at hente ’stordriftsfordele’ ved at sammenlægge enheder, der i forvejen er så store som regionerne. De administrative besparelser må afhænge af bortfald af opgaver.

Men sundhedsområdet skal jo stadig administreres. Til gengæld skal regionernes øvrige opgaver, regional udvikling og dele af socialområdet, fordeles til kommunerne. Ifølge Deloitte er de imidlertid endnu mindre administrativt effektive end staten. Hvor regionernes administrative medarbejdere servicerer hver 336 ansatte, er det tilsvarende tal for staten 223 ansatte og for kommunerne 144. Det er altså ikke der, man henter besparelser.

Hvilke opgaver er det da, der bortfalder? Det er politikerbetjeningen! Her er der samlede administrative udgifter i regionerne på 60 mio – lidt langt til de 500, men ok. Så er der jo også politikerhonorarer! Det giver omkring 68 mio mere i kassen – det er bare ikke en administrativ udgift! Desuden vil en regeringsudpeget bestyrelse også skulle honoreres – sandsynligvis i samme størrelsesorden, når man skal tiltrække de rette bestyrelsesmedlemmer.

Realiteten er at der ikke er ’effektiviseringsgevinster’ at hente i at nedlægge regionerne: den eneste besparelse er at man fjerner politikerne. Så hvad er det, man vil spare på? Åh ja: demokratiet.

Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt os dét?

Demokratisk underskud i regionerne?

Det er et stort problem at være lokalpolitikere over så store arealer, som de fem regioner dækker – og selv om der gennemføres borgerhøringer og borgermøder, så er der ikke mange, der kender andre regionalpolitikere end de fem formænd. Det hænger imidlertid sammen med en struktur, der underbygger det.

I modsætning til kommunerne, hvor der er formelle udvalg med beslutningskompetence, må regionerne ikke lægge politisk magt ned i de regionale udvalg. Det betyder at enhver sag først behandles politisk i forretningsudvalget umiddelbart før selve regionsrådsmødet. Det forkorter den politiske proces – man fristes til at kalde den ”effektiv” – men det betyder at alle beslutninger først kommer til offentlighedens kendskab i næsten selvsamme øjeblik, som det besluttes – og bekendtgøres af formanden.

I det kommunale system besluttes de fleste sager i udvalgene og de tunge sager er gerne på flere gange indtil de fortsætter til behandling i kommunalbestyrelsen eller ’løftes’ til kommunalbestyrelsen af mindretallene. Dermed får borgerne – via medierne – kendskab til de politiske sager undervejs i den politiske proces – og har mulighed for at påvirke de udvalgsformænd og politikere, der medvirker.

Den samme proces foregår sådan set i regionerne: partierne forhandler løbende med hinanden om sagernes udfald – men når der ikke må være formelle udvalg at gøre det i, er der heller ingen dagsordener til journalisterne og dermed ingen oplysning af borgerne, før sagerne når til afgørelse i salen.

Selvfølgelig kan og skal politikerne være bedre til at oplyse om hvad de laver – men journalister har fokus på beslutninger – og de er svære at spore i denne meget underlige, men lovbestemte, form for politisk proces.

Derfor ønsker de fleste regionspolitikere sig udvalg med en eller anden grad af besluttende kompetence og indstillingsret til regionsrådet. Der er rigtig meget politik i at styre sundhedsvæsenet, men det er meget svært at involvere borgerne undervejs når politiske beslutninger, der har været længe undervejs, virker enten som skjulte dagsordener eller logiske konsekvenser, som enhver embedsmand selv kunne finde ud af.

De fleste regionsrådspolitikere ønsker en åben politisk proces i udvalg og råd, offentligt tilgængelige dagsordener på flere niveauer og dialog med borgerne undervejs i beslutningsprocesserne.

Privathospitaler og konsekvenser for økonomien i det offentlige

Bragt som Synspunkt i Bornholms Tidende 29.9.10.

Der skal fyres medarbejdere på Bornholms Hospital – det skal der overalt i Region Hovedstaden. Det virker absurd – og det er absurd – i en tid, hvor efterspørgslen stiger og forventningerne til sundhedsvæsenet er større end nogensinde.

Vi kan behandle flere og flere patienter, og langt flere overlever heldigvis deres sygdomme. Det betyder så til gengæld flere dyre behandlinger og flere kronisk syge i behandlingskrævende forløb. Det er dyrt at have succes!

Derfor skal det offentlige sundhedsvæsen hele tiden omstille sig for at sikre at pengene bruges de rigtige steder til gavn for alle patienter. Det giver problemer med økonomien.

Selv om Budget 2011 i Region Hovedstaden grundlæggende er rigtigt, så er ’rettidig omhu’ en meget svær øvelse under regeringens liberalistiske sundhedsideologi: der er mange forhindringer for en fornuftig tilrettelæggelse af økonomien.

Her vil jeg fokusere på konkurrencen med privathospitalerne.

Der er ikke noget i vejen med privathospitaler hvis behandlingen enten er fagligt velbegrundet eller udføres for patienternes egen regning. Det er regeringens ansvar – ikke privathospitalernes – at private behandlinger forhindrer sundhedsvæsenets nødvendige prioriteringer.

Behandlingsgarantien på én måned uanset diagnose gør, at regionerne betaler fuld pris for behandlinger, som de selv kan udføre billigere. Derfor er der et klart økonomisk incitament til at afskaffe ventelister i det offentlige system. Det er godt.

Men hvor behandling betyder indtægt i hvor det private, så er det en udgift i det offentlige; regionerne får nemlig kun delvis dækning for udgifterne. Jo flere behandlinger en hospitalsafdeling udfører, når loftet er nået – jo fattigere bliver den.

Samtidigt skal afdelingen have kapacitet til at udføre det forventede antal behandlinger. Hvis forventningerne ikke holder, så skal afdelingen betale penge tilbage, selvom de har haft lønudgiften.

De økonomiske betingelser forudsætter altså, at de offentlige hospitaler behandler præcis de patienter, de forventer – hverken mere eller mindre. Men behandlingsgarantien presser hospitalerne til at behandle ALLE patienter indenfor en måned, selvom de ikke har pengene.

Og lige præcis her hopper kæden af! I virkelighedens verden er der nemlig kun behandlingsgaranti for de behandlinger, som privathospitalerne tilbyder og som der kan tjenes penge på. Medicinske patienter, psykiatriske patienter m.fl. er uinteressante for privathospitalerne, der holder sig til de økonomisk attraktive samlebåndsbehandlinger, fx knæ, hofter m.v.

Virkeligheden er derfor, at selvom der ikke sendes ret mange patienter til privat behandling, så kanaliseres pengene i det offentlige over i de behandlinger, der er ’konkurrenceudsatte’, mens der skæres ned på pleje, omsorg og rådgivning og især på de medicinske afdelinger.

Den generelle behandlingsgaranti medfører nogle helt forkerte prioriteringer i den offentlige sundhedsøkonomi.

Vi bruger mange ressourcer på behandlinger, der kunne have været undgået – f.eks. knæ og ankler, der kunne nå at hele af sig selv med et længere tidsperspektiv. Det gælder f.eks. fedmeoperationer, hvor det ser ud til at langt flere opereres end der er fagligt belæg for. Det gælder rygge, der nok skulle opereres, men hvor et senere indgreb vil spare patienten for flere genoperationer. Det gælder alle de tilstande, som har været mange år under opbygning, men som behandlingsgarantien giver en umiddelbar ret til operation straks man henvender sig til en læge.

Det er patienternes ret at blive behandlet så hurtigt som muligt, når tidsperspektivet har betydning for forløbet, men behandlingsgarantien på kun én måned uanset diagnose giver patienterne en ret, der ikke altid er til deres egen fordel og som skævvrider ressourcerne til ulempe for de behandlinger, der ikke har konkurrence fra det private, f.eks. de medicinske patienter.

Det er den første urimelige forudsætning regionerne. Regeringens liberalistiske ideologi betyder hverken ’mere sundhed for pengene’ eller ’bedst og billigst’, men at de medicinske patienter betaler prisen.

I Budget 2011 lykkedes det at samle en pulje på 17,5 mio til ’den ældre medicinske patient’, men det lykkedes ikke at undgå heftige besparelser på de medicinske afdelinger.

Budget i Region Hovedstaden 2010

Budget, 2. behandling - ordførertale

SF er glade for at det lykkedes at lave et bredt og fremadrettet budgetforlig, som godt nok rummer alvorlige nedskæringer på vores hospitaler og i psykiatrien, men som også rummer en række fremadrettede tiltag, som er vigtige for SF – herunder

- aftalen om at psykiatriens budget skal forhandles politisk i oktober, så de nye og borgerrettede tiltag er klar inden nedlæggelse af sengepladser

- samt puljen på 17,5 mio til de medicinske patienter, som giver os mulighed for at gøre noget for en patientgruppe, der er særlig udsat for regeringens sundhedsliberalisme

Vi er også meget positive overfor chancen for at styrke den kollektive trafik og gøre cyklisme mere attraktivt både i kraft af supercykelstier og for at medbringe cykler i busser og tog.

Især er vi i SF glade for at det lykkedes at samle midler til vores forslag om en klimapulje. SF lægger stor vægt på at hospitalerne udnytter mulighederne for alternativ energi og miljørigtige tiltag, der både skåner miljøet og medvirker til en bedre økonomi – men i økonomiske krisetider, kræver det politisk vilje at sikre muligheden for investeringer. Det har vi taget hul på med klimapuljen på 30 mio, der er samlet af de midler, der i forvejen var afsat på området og således ikke yderligere belaster hospitalernes budgetter.

SF er tilfredse med budgetaftalen, men må samtidig gøre opmærksom på, at "rettidig omhu" er en vanskelig øvelse i det regionale system, at vi ingen garanti har for at dette budget vil holde og at vi vil undgå sparerunder i løbet af 2011.

Vores medarbejdere kender de økonomiske forudsætninger og respekterer de valg, regionsrådet er tvunget til at træffe, men den forståelse er skrøbelig. Det er vigtigt at regionsrådet erkender det store ansvar vi har for medarbejderne, både for dem, der nu bliver afskediget og for dem, der bliver.

Ud over de mange nedskæringsrunder, betyder nye behandlinger og ny medicin konstante forandringer på regionernes hospitaler og det er regionsrådets ansvar at sikre at medarbejderne bliver rustet til at følge med. Tryghed i ansættelsen og uddannelse er to store udfordringer, som Regionsrådet skal sikre løsninger på.

Det er vigtigt for mig at understrege at vi i SF er uenige i en lang række af de forudsætninger, som budgettet bygger på; det vil jeg fokusere på i resten af min ordførertale.

Udfordringerne er store: sundhedsudgifterne er steget eksplosivt de senere år og stiger fortsat i hele den vestlige verden. Der kommer hele tiden nye behandlinger og ny medicin, vi kan behandle flere og flere patienter. Det har – bla. – den meget lykkelige konsekvens at langt flere overlever deres sygdomme, men dermed får vi også flere kronikere, der lever længere i behandlingskrævende forløb.

Det er med andre ord dyrt at have succes!

På den baggrund er der også store forventninger til hvad sundhedssystemet kan levere – både i befolkningen og i folketinget – men Regeringen giver os hverken økonomien til at levere det ønskede eller redskaberne til at styre effektivt.

Man kan blot se på økonomiaftalen. Økonomiaftalen med Regeringen betød at Region Hovedstaden – igen – skulle ud i en stor 400 mio’s sparerunde og regionen har kun ét sted at hente pengene: hospitalerne.

Det er en absurd situation at skulle spare i en tid med stigende sundhedsudgifter. Sådanne sparerunder giver en dårlig styring og formindsker effektiviteten. Økonomiaftalen bygger på VKOs såkaldte ’Genopretningsplan’, der afsætter 5 mia til sundhedsområdet over tre år. Da 2 af de milliarder bruges i 2011, betyder det – hvis regeringen fortsætter – at der er færre penge i 2012 og 13.

Økonomiaftalen rummer ikke de nødvendige redskaber til at styre økonomien: regionerne kan ikke prioritere i forhold til de stigende udgifter til praksissektoren, som vi diskuterede ved førstebehandlingen af budgettet. Selv om budgetaftalen tager højde for det (og det er SF meget tilfredse med), så har vi kun ringe muligheder for at styre de stigende udgifter til hospitalsmedicin. Behandlingsgarantien på kun én måned uanset diagnose binder ressourcer op på konkurrencen med privathospitalerne.

Hvor ville det være godt med en behandlingsgaranti, der fokuserer på de diagnoser, hvor tiden virkelig betyder noget – men det ville selvfølgelig ikke, som nu, være en støtte til privathospitalerne.

Regeringens liberalistiske ideologi betyder at det offentlige sundhedsvæsen er ude i konkurrence med privathospitaler. Resultatet er ikke ’bedst og billigst’, men at pengene i det offentlige system kanaliseres over i de behandlinger, der også udbydes privat – dvs. at de medicinske patienter og psykiatrien betaler en stor del af prisen for Regeringens ideologi.

Det er begrænset hvor mange behandlinger, der varetages i privat regi, men det har store konsekvenser for den økonomiske tænkning i det offentlige system – og dermed får de private tilbud alt for stor indflydelse.

Et SF i regering vil give behandlingsgaranti på livsvigtige behandlinger. Oftere og oftere hører vi om indgreb, der reelt ikke er nødvendige, både i privat regi, men nu også i vores eget system, som behandlingsgarantien tvinger til at have beredskabet, og som derfor økonomisk bliver tvunget til at bruge det.

Et SF i regering vil differentiere behandlingsgarantien, så hospitalerne kan prioritere fornuftigt og til gavn for alle patientgrupper – også de psykiatriske og de medicinske patienter, der ikke har privathospitalernes interesse.

Et SF i regering vil ikke blindt sende sparekrav af sted, men vil påtage sig ansvaret for de helt nødvendige prioriteringer.


I 2007 indgik SF forlig om den fremtidige hospitalsstruktur i Region Hovedstaden i en tid hvor Regeringen talte om store milliardinvesteringer – 80 mia blev nævnt – i hospitalsbyggeri og renoveringer. Hospitalsplanen var grundlæggende rigtig i sit sigte og i 2010 aftalen bygger videre på den. SF var imidlertid kritisk overfor planens forudsætning om at bevare samtlige hospitaler i en ny struktur. Det er i strid med regionsrådets princip om at prioritere kvalitet over nærhed og undergraver økonomien.

Forudsætningerne om at Regeringen ville træde til med økonomien til disse investeringer holdt ikke stik. De 80 mia blev til 40 mia og tilsyneladende til 25 mia (det rejser sundhedsministeren nu tvivl om i medierne) idet regionerne selv skal finansiere resten. Regionerne er derfor pålagt bundne opsparinger – i år på et beløb, der hos os svarer til besparelserne på hospitalerne. Regeringens gavebod betales af regionerne og medvirker til at udhule hospitalernes budgetter.

SF gik til budgetforhandlingerne med en målsætning om at gennemføre ændringer i hospitalsplanen, der ikke skader fagligheden, men medfører et økonomisk mindreforbrug. Budgettet indeholder flere af disse tiltag, men desværre var det ikke muligt at skubbe K og O hele vejen.

Et eksempel er skadestuerne. Grundlæggende har SF stor forståelse for at borgerne ser en skadestue som en tryghedsgaranti, men det kræver et stort beredskab og rigtig mange penge. Vi har meget svært ved at se det rimelige i, at man skærer ned på hospitalsafdelinger og forringer det behandlingstilbud, der er, for at holde skadestuer natåbne for ganske få patienter, når disse har andre og lige så gode muligheder for behandling.

SF må derfor holde K og O ansvarlige for at holde fast i en plan, der er skabt under helt andre økonomiske forudsætninger og som deres egen regering har trukket tæppet væk under.

Der hviler nu et ansvar på de to partier for nedskæringer, der kunne have været undgået i 2011.

Til foreløbig afslutning vil jeg sige at Regeringen har skabt en struktur, hvor de bestemmer pengekassens størrelse uden at påtage sig ansvaret for konsekvenserne.

Eller for at bruge et billede: VKO har skabt regionerne som en togvogn uden motor, som de har skubbet et lille bitte stykke ud ad en sporstrækning, der hælder nedad.

Det er sundhedsvæsenet og patienterne, der betaler prisen.

Jeg ser frem til en god debat, tak for ordet.

Nye Løkke-penge til privathospitalerne!

I et samråd d. 27.1., sagde sundhedsministeren at privathospitalerne ikke er årsag til udhulingen af de offentlige hospitaler økonomi. Samtidig bakker de borgerlige op om privathospitalernes interesse for medicinske patienter. Overbetalingen til privathospitalerne er stadig i frisk erindring og private sundhedsforsikringer finansieres fortsat via skattefradrag. Endelig er behandlingsgarantien på en måned - uanset diagnose - en sikker vinder for privathospitalerne.

Denne regering arbejder aktivt for et privat sundhedsvæsen fremfor at sikre et sundhedsvæsen af høj kvalitet med lige adgang for alle.

De offentlige hospitaler har en højere aktivitet end nogensinde trods mange års stramninger, rationaliseringer og effektiviseringer – dvs. mere arbejde for samme penge

En patient på privathospital er dyrere for regionerne end en patient på egne hospitaler. Det kræver en høj aktivitet på hospitalerne for at sikre at pengene bliver i det offentlige sundhedsvæsen.

VKO vil kun finansiere en del af den ekstra aktivitet på de offentlige hospitaler. Uanset om regionerne behandler patienterne eller sender dem til privathospital giver det en udhuling af regionernes økonomi og dermed de offentlige hospitalers budgetter. Vi har ikke lønnen til de medarbejdere, der skal sikre aktiviteten og dermed økonomien i regionerne!

De mange års stramninger og effektiviseringer samt udhuling af hospitalernes budgetter har især ramt de medicinske afdelinger, hvor nedskæringer har været dagens orden og hvor det er sværest at skaffe personale.

Nu taler de borgerlige partier om at gøre medicinsk behandling økonomisk attraktivt for privathospitalerne!

De borgerlige partiers ide om et sundhedsvæsen er en stadig udbygning af privathospitalerne, og det har konsekvenser for de borgere, som IKKE tilhører privathospitalernes målgruppe.

Birgitte Kjøller Pedersen,

Næstformand i Region Hovedstaden,

Formand for SFs gruppe i Region Hovedstaden,

Sdr Strandvej 80,

3770 Allinge

Sendt som læserbrev til Politiken.

Regionernes økonomi

På vegne af SFs gruppe i Region Hovedstaden:

Der er rigtig mange problemstillinger involveret i hospitalernes økonomi, men det ender hele tiden med at være til fordel for privathospitalerne på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen. Nu må det høre op!

For øjeblikket ser vi de skræmmende konsekvenser af den måde, som hvorpå den borgerlige regering negligerer vores sundhedssystem. Det er regionernes opgave at styre økonomien, men det er regeringen, der afsætter pengene – og de er for få!

Måske har sundhedsministeren hørt den klage tidligere, men han har ikke forstået det! Vi kan ikke skaffe vores patienter optimal behandling eller vores ansatte rimelige forhold, når der ikke er penge til det.

SF i Regionen vil gerne tage ansvar og være med til at styre hospitalerne – også hvis det kræver upopulære beslutninger – men den største forbedring for sundhedssystem vil være en regering, der tager problemet alvorligt!

Konsekvenserne er dystre for hospitalerne og de ansatte, hvor vi nu ser fyringsvarsler på stribe. Patienterne har krav på højt kvalificeret behandling, men må acceptere serviceforringelser og øgede ventetider. Vi frygter en massiv afvandring til privathospitaler med yderligere udvanding af de offentlige budgetter.

Det har vores hospitaler og vores ansatte ikke fortjent – tværtimod.

Region Hovedstaden har bl.a. følgende problemstillinger:

· Økonomien er fastlagt af regeringen/folketinget og den er helt enkelt for lille til at møde behovet.

For Region Hovedstaden betød Økonomiaftalen for 2010 både en indregnet effektivisering på 3,5% og et sparekrav på 300 millioner. Der skal behandles flere patienter for færre penge, men nu tvinges hospitalerne til at afskedige de medarbejdere, der skulle behandle patienterne – det hænger ikke sammen!

· Budgetterne er alt for stramme.

Når man behandler flere patienter, så har man brug for mere personale, men budgetterne er så stramme, at man ikke kan ansætte folk på ordinære vilkår. I stedet må man bruge dyre vikarer, der sprænger budgetterne. Der er brug for et råderum, der sikrer, at planlægningen kan foregå fornuftigt.

· Effektive arbejdsgange kræver investeringer.

Selvfølgelig er der ting, der kan gøres billigere og mere effektivt på hospitalerne. Faktum er blot, at det er nødvendigt med investeringer, hvis disse besparelser skal kunne virkeliggøres, og der er intet råderum til at betale disse investeringer. De ansatte i regionen har været igennem massive omstruktureringer og effektiviseringer ledsaget af besparelser.

· Et trygt arbejdsmiljø er afhængigt af en sund økonomi.

De ansatte har ydet deres, de har løbet hurtigere og ydet mere: de har krav på tryghed i ansættelsen og et godt arbejdsmiljø. Fremfor at belønne dem med gode arbejdsforhold, får nogen en fyreseddel og resten må løbe hurtigere, mens de får sværere og sværere ved at opfylde regeringens stigende effektivitetskrav.

Regionsrådet har taget sin del af ansvaret: SF og en bred vifte af partier, inklusive VKO, står bag budget 2010 og har ansvaret for at budgetterne overholdes. Vi kræver af regeringen, at den holder sin del af ansvaret og prioriterer vores alle sammens sundhedsvæsen over hensynet til privathospitalerne. Det må høre op!

SF i Region Hovedstaden vil

· fortsat pege på regeringens uomtvistelige ansvar for økonomien i regionerne.

· have en større gennemskuelighed og forståelighed i hospitalsbudgetterne.

· gøre hvad vi kan for at sikre de medarbejdere, der måtte blive afskediget, muligheder på arbejdsmarkedet fremover. Først gennem en tryghedsaftale internt i regionen, selv om de ledige stillinger bliver langt færre end tidligere.

· vil stadig kæmpe for forbedringerne for de svageste borgerne og patientgrupper, herunder de medicinske patienter og aftalen om enestuer i psykiatrien.

Patienterne må ikke forsvinde i økonomistyring: det er afgørende for fællesskabet at alle borgere har krav på en højt kvalificeret behandling i topmoderne omgivelser. Det er for patienternes skyld vi driver et offentligt sundhedsvæsen.

Det er regionernes ansvar at styre den økonomi, vi får stillet til rådighed af regeringen. Hvis patienterne skal have en hurtig og højt kvalificeret behandling i det offentlige sundhedsvæsen, er der fortsat brug for politikere på regionalt niveau – regeringen gør det ikke!

På vegne af

SFs gruppe i Regionsrådet for Region Hovedstaden,

Birgitte Kjøller Pedersen, gruppeformand

Afskaf regionerne?

Ifølge Gallup, vil 44% af danskerne af med regionerne, mens kun 32% vil bevare dem og 24% ikke har noget svar parat. På Bornholm mener Kristian Kirk Mailand (R) at det kan skyldes at regionerne ikke oplyser borgerne godt nok.

Jeg er ikke så sikker.

Kristian Kirk Mailand kan godt have ret i at der er noget ’manglende kendskab’ i befolkningens holdning, men det skyldes ikke at regionerne ikke oplyser godt nok: det ligger i selve strukturen.

Regionerne har ét primært formål: at få kontrol over et meget stort, meget dyrt og fuldstændig uoverskueligt område – uden at regeringen kommer til at hænge på ansvaret. Derfor er det selvfølgelig nærliggende at forære staten både opgaven og ansvaret.

Men hvis vi vender det om, så mener jeg at det er påfaldende at der er så lidt borgeropmærksomhed omkring opgaver, der løses så tæt på os.

Hospitalet fyldte rigtig meget i sidste valgkamp, men stort set intet denne gang. De praktiserende læger hører ind under regionen. Ambulancerne er en regional opgave. Det er den kollektive trafik også – dog ikke på Bornholm, selv om både Lindén og Mailand har nævnt at BAT burde høre til under MOVIA. Det er alt sammen områder, der i lige så høj grad fortjener borgernes opmærksomhed som brandberedskabet, folkeskolelærere eller kommunens svarfrister.

Jeg mener at borgerne – ikke mindst på Bornholm - bør involvere sig meget mere i den regionale del af de offentlige opgaver – også selv om vi ikke kan pege de ansvarlige ud her på øen. Pointen er at der ER et politisk niveau at henvende sig til, selv om politikerne sidder i Hillerød.

Der ER et politisk niveau, der interesserer sig for netop vores del af verden – også selv om det også omfatter f.eks. Rigshospitalet, Glostrup og Frederikssund. Der ER et politisk niveau med fokus på netop vores sundhed og netop vores hospitalsstruktur fra den praktiserende læge på Bornholm over speciallæger i Hellerup til Rigshospitalet og helikopterlandingspladser. Der ER et politisk niveau, der vil bruge tid på at diskutere madens betydning for helbredelse og muligheden for konstruktive forbedringer i detaljen. Der ER netop kanaler for borgerne at komme til orde i!

Det vil der ikke være hvis opgaven overgår til staten: så får vi et fuldstændig uigennemtrængeligt embedsvælde. Det vil FUNGERE – netop fordi både borgere og lokale politikere kobles af. At noget fungerer, betyder ikke at det er GODT.

I den kommende periode skal regionernes struktur granskes og ændres – men jeg mener at det vil være en fejl at afskaffe dem.